‘Empire of Light’: Sam Mendes’ personlige filmhyldest er broget og nostalgisk (2024)

'Empire of Light' (Foto: Walt Disney)

Hilarys arbejdsliv er en lang række lidt ensomme rutiner. Hun åbner som daglig leder biografen Empire hver morgen og går nogle runder, som vi får skildret på en måde, så man får indtrykket af uafladelig gentagelse.

Selvom hun hyggesnakker med kollegerne, er der en aura af forladthed omkring Olivia Colmans karakter. I begyndelsen af filmen syntes jeg, den mindede for meget om den ligeledes ensomme kvinde, hun spillede i ’The Lost Daughter’, men Colman føjer med denne rolle endnu et portræt af en kompleks kvinde til sit cv.

Året er 1981 i den forblæste kystby Margate. Empire er stadig nogenlunde velbesøgt, og publikum bliver betjent af en farverig entourage af operatører. Neil (Tom Brooke) udsender nogle ærkebritiske The Office-vibes, her er også goth-pigen Janine (Hannah Onslow), projektionisten Norman (en vidunderlig Toby Jones) og Colin Firth som direktøren Donald Ellis, der har en tarvelig affære med Hilary.

Dramaet i ’Empire of Light’ er noget tid om at komme i gang. I lang tid virker det, som om Sam Mendes blot har hygget sig med at genskabe datiden: Grave filmplakaterne fra dengang frem. Vise os billetsalgets montre af chokoladebarer, som de tog sig ud dengang. De tunge tinæsker, datidens celluloidfilm ankom i.

En slags hyggenostalgisk kulturarkæologi placeret i en statelig art deco-biograf, der får ens cineastiske hjerte til at skælve.

Som ny mand på holdet kommer den flotte og purunge Stephen (Micheal Ward). Det er først jævnaldrende Janine, der lægger billet ind på ham, men den unge nyansatte med rødder i Trinidad udvikler et kærlighedsforhold til den ældre Hilary i stedet.

Deres forhold går på mange måder så godt, at Hilary glemmer at passe sin medicinske behandling. Hun er tidligere psykiatrisk patient, og hendes skizofreni pibler frem igen, næsten for hver scene der går. Der har været andre mænd end biografdirektøren, som har tilført Hilary sår på sjælen. Det kulminerer til en gallapremiere, hvor hun med tænderne fulde af læbestift holder en akavet, ikke-annonceret åbningstale foran en fyldt biografsal af pinger og lokale politikere.

Sam Mendes har ikke før været eneste manuskriptforfatter på en film, hvor materialet ikke har været baseret på andre kilder. Og ’Empire of Light’ er ikke noget entydigt vellykket manuskript fra briten, der som instruktør fejede benene fuldstændig væk under mig med ’American Beauty’ for over 20 år siden – og som siden har vist sig overraskende alsidig med alt fra one take-krigsfilmen ’1917’ til Bond-spektaklet ’Skyfall’.

’Empire of Light’ lider under for meget tung symbolik: Biografen rummer en negligeret etage, der engang i tidernes morgen har været en slags balsal, men som nu er befolket mest af duer og næsten ligner en setting lånt fra ’The Last of Us’.

Her hjælper Stephen en due med et brækket ben, så den kan lære at flyve igen. (På samme måde som Stephen hjælper Hilary tilbage på benene igen, er vi med derude i biografsæderne?) Det er klodset symbolik, der ikke er en tidligere Oscar-vinder værdig.

Den bombastiske titel ’Empire of Light’ henviser til den lidt bedagede, men gudesmukke biograf, der er en af filmens centrale attraktioner, og som er poetisk fotograferet af Oscar-nominerede Roger Deakins.

Men titlen er også et billede på et smuldrende imperium, 80’erne Storbritannien med økonomisk nedtur, optøjer og racisme.Stephen er erklæret fan af datidens ska-scene, hvor raceblandede bands som The Specials og The Selecter lavede jamaicansk inspireret dansemusik med punkrock i ascendanten og uden at skele til pigment og hudtoner.

Denne musikbevægelse bliver filmens politiske ledestjerne, og det er en af filmens centrale forcer, at den er så gennemsympatisk i sin ufortyndede kærlighed til både musik og film. Projektionisten Norman fatter lige som Hilary sympati for Stephen, tager ham med i sit værksted bag ved publiku*msrækkerne og giver et foredrag om celluloidstrimlerne og filmteknologiens illusoriske mirakel.

Det giver ’Empire of Light’ nogle boblende ekkoer af ’Mine aftener i Paradis’ – og det er kun mere kyniske sjæle end mig, der vil affeje den slags som Oscar-madding.

Hen mod slu*tningen mærker man igen, at Sam Mendes ikke er lige så sikker som manuskriptforfatter, som han er som instruktør. Der er for mange slu*tninger, for mange sløjfer.

Jeg tilgiver dog ’Empire of Light’, at den ikke er ført med så sikker hånd som forventet af en så rutineret herre som Mendes. Måske er manglen på fokus her og der blot, hvad der sker, når man i dén grad beskæftiger sig med sit eget hjerteblod.Hilary er efter sigende delvist baseret på Sam Mendes’ egen mor.

Film, musik, politik, racisme, psykiatri, nostalgi, manden som den evige giftspreder.Det er en film med mange agendaer, der nogle gange træder hinanden lidt over tæerne.At det tematisk bliver broget, lever jeg med, fordi ’Empire of Light’ er så renhjertet en hyldest.

Både til musikkens rensende kraft og biografmørket som en lise, når skinheads tramper rundt på gaderne uden for i dagslyset.

Kort sagt:
’Empire of Light’ står ikke tilbage som en af Sam Mendes’ bedste film. Her er dog tyk nostalgisk atmosfære og nok ufortyndet kærlighed rettet mod musik og film til, at jeg tilgiver det lidt klodsede og ufokuserede manuskript.

’Empire of Light’. Spillefilm. Instruktion: Sam Mendes. Medvirkende: Olivia Colman, Micheal Ward, Toby Jones, Colin Firth, Hannah Onslow. Spilletid: 114 min. Premiere: I biograferne 9. marts.